Skal vi i Statsforvaltningen?

For mange klinger ordet negativt

 

En ting er, at det kræver enorme ressourcer at kaste sig eller blive kastet ud i en skilsmisse, noget andet er, at man ikke har det mindste lyst til, at skulle blande Statsforvaltningen ind i en i forvejen sårbar situation.

Vi har hørt om mange kedelige historier fra Statsforvaltningen og set dokumentarudsendelser, som sætter fokus på en uheldig sagsbehandling.

Vi hører udtalelser som:

”De holder kun med mødrene. De tager ikke nok hensyn til børnene. De lytter for meget eller for lidt til børnene. De sætter sig ikke nok ind i sagerne. De er for langsomme. Ikke til at komme i kontakt med. Systemet er konfliktoptrappende….”

Velbegrundet skepsis?

Fra min praksis som ansat 17 år i statsforvaltningen og nu som advokat og rådgiver fra den anden side af skrivebordet, har jeg mødt et utal af komplicerede situationer, hvor det synes umuligt for forældre at nå til enighed om, børnenes hverdag efter skilsmissen.

Forældrenes værste følelser af frygt, skam og svigt kan sløre evnen til at holde fokus på børnenes behov for at have både mor og far i sit liv – også efter en skilsmisse.

Nogle slås med hinanden i årevis og graver sig længere og længere ned i en skyttegravskrig, med børnene i krigszonen, imellem sig.
I begge situationer er den instans, der skal søges hjælp hos – Statsforvaltningen.
Det siger sig selv, at de to vidt forskellige situationer, ikke skal håndteres på samme måde.

Alligevel er de tilbud, der findes i systemet, de samme – og naturligt nok resultaterne af svingende kvalitet.

Der bliver dog brugt enorme ressourcer på at udtænke nye tiltag i lovgivningen og selve sagsbehandlingssystemet.

Her kan nævnes:

Vægt på ligestillingen mellem mor og far

  • Inddragelse af børnenes perspektiv
  • Høring af børn i flere sager
  • Mulighed for indsats mod samarbejds- og samværschikane
  • Mulighed for fastsættelse af kontaktbevarende samvær, som skal sikre mod at den ene får held til at afbryde kontakten til den anden forælder

Virker de mange tiltag i praksis??

I en del sager gør de, men i de sager, hvor bølgerne går højest, er svaret desværre nej.
Systemet bygger på, at forældre skal have fælles forældremyndighed og kunne samarbejde.
Det er bare ikke altid muligt, hvorfor tilbuddene i en del tilfælde rammer skævt.

Det paradoksale er, at systemet er gearet til at hjælpe de mennesker, der har brug for en mindre håndsrækning til at få brikkerne i familiens nye puslespil til at falde på plads. Det er samtidig dem, der aller nødigst vil i berøring med systemet, fordi de gerne selv vil tage ansvaret og løse uenighederne.

For dem, der er i højkonflikt og som ikke formår at medvirke til samarbejde og samvær, er det nærmest umuligt at få de eksisterende tilbud til at række.
Sagerne kastes rundt mellem systemerne. Statsforvaltningen, kommunen og retten.
Og derfor kan der til en hver tid trækkes historier frem om et system, der gør mere skade end gavn.

Skal Statsforvaltningen nedlægges?

I erkendelse af systemets begrænsninger blev der for ca. et år siden fremsat forslag om et helt nyt system, hvor man i stedet for Statsforvaltningen indfører et familieretshus og en familiedomstol.

Når forældre beder om hjælp i systemet vil de ifølge forslaget indledningsvist blive screenet og vurderet efter konfliktniveau og omfang, så den hjælp der tilbydes, tilpasses behovet i stedet for, at alle puttes i én kasse.
Vi venter spændt på udfaldet af forhandlingerne om lovforslaget – og ikke mindst, effekterne af et helt anderledes system.

Aktuelt

Den aktuelle situation er, at det er Statsforvaltningen, der er rette myndighed, hvis man ikke selv kan nå til enighed om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Drejer det sig om forældremyndighed og børnenes bopæl er kompetencen dog begrænset til at holde møder, hvor der gøres ihærdige forsøg på at få forældrene til at opnå enighed. Lykkes det ikke, kan Statsforvaltningen ikke gøre andet end at sende sagen i retten.
Det er kun retten, der kan træffe afgørelse om forældremyndighed og børnenes bopæl.
Drejer det sig om samvær er det imidlertid Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse.

Klumme i Vejle Ugeavis, februar 2018