Hvordan hjælper jeg mit barn gennem skilsmissen

Skal børn høres, når mor og far bliver skilt?

På den ene side, så er det ud fra stor respekt for barnet og dets muligheder for at have indflydelse på eget liv, når Haagerkonventionen og forældreansvarsloven foreskriver, at barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk….

Barnet skal ikke bruges som en brik i fars og mors kamp om at opnå mest mulig tid og indflydelse på dets liv. Det vigtigste er at nå frem til barnets behov, den bedst mulige løsning for barnet, som på ingen måde har ønsket sig skilsmissen. Så hvad er mere nærliggende end at høre barnet?

På den anden side, så er barnet så klemt i loyalitetskonflikten mellem mor og far, at det ikke er rimeligt at bede barnet direkte eller indirekte at forholde sig til sin egen situation. Barnet er udmærket klar over hvem af forældrene, der har ”sorgprivilegiet”, hvordan ”magtbalancen” er, og hvor lidt der skal til for at skubbe til en i forvejen ubehagelig situation. Barnet har brug for og elsker begge forældre og kæmper ubevidst for at opretholde tilknytningen til dem begge.

Hvordan skal børn høres?

Mange børn har i situationen opbygget strategier, der gør, at de er så gode til at vejre stemningen mellem mor og far, at de behændigt tilfører de ord og den adfærd, der skal til for at der ikke bliver rokket ved forholdet mellem mor og far efter skilsmissen. Det sker på bekostning af barnets evne til at mærke sig selv og sine egne behov.

Mange børn fortæller: ”Jeg bliver hele tiden spurgt, hvad vil du selv? Men jeg kan ikke finde ud af det”.

Så når børn bliver hørt af myndigheder, Retten, Statsforvaltningen og Kommunen, om barnets egne anliggender – kan vi da forvente, at barnet kan overskue situationen og ikke bare svarer det, der gør mindst ondt på den ene eller begge parter?
Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for den måde børnene bliver hørt på i disse sager. Det sker hensynsfuldt og med stor respekt for den situation barnet er i. Det er alt det udenom børnesamtalen, der er problematisk:

  • Hvad er der sket inden og hvad sker der efterfølgende?
  • Hvem passer på barnet og hvem sikrer sig, at det, der er blevet sagt nu også stemmer med barnets behov og ikke efterfølgende giver barnet problemer i relation til mor eller far?

Grupper for skilsmissebørn

Disse etiske overvejelser var drivkræften til at jeg i 2004 påbegyndte mit arbejde med grupper for skilsmissebørn. Her får barnet lov til at høre sin egen stemme i et frirum sammen med andre børn, uden barnet drages til ansvar for det, det har sagt. Barnet får hjælp til at få sat ord på, får mulighed for at dele tanker og følelser med andre i samme situation. Finder ud af, at deres oplevelser af skilsmissen er legitime og normale.

De går vejen sammen i gruppen og hjælper hinanden med at håndtere udfordringerne. De lytter til hinanden og får hjælp til at lytte til sig selv og få øje på egne ressourcer. Det giver håb for fremtiden og mod til at stå ved sig selv og sine egne behov. Det giver barnet styrke til at stå frem og sige sin mening om de emner, de bliver spurgt om af myndighederne - eller styrke til at lade være!

Slå bro til forældrenes verden

I mit arbejde med børn og skilsmisse er noget af det væsentligste, at forbinde den indsigt børnene selv har opnået, med den jeg har fået fra børnene i gruppen - til forældrene. Alle forældre vil deres børns bedste – men hvad er det? Kan det lade sig gøre at se igennem det slør af egne følelser og behov, der lægger sig ind foran de øjne, der kigger på ens børn?

For at den lettelse, indsigt og de styrkede ressourcer børnene får med sig fra gruppen ikke skal blive ved det, men også skal kunne føre til de ændringer, barnet måtte ønske sig, så bliver forældrene også inddraget. Først ved en forsamtale, hvor både barn og forældre bliver bekendt med rammen for gruppeforløbet. Hvad skal vi snakke om? Hvordan snakker vi om det? Og ikke om mindst fortroligheden som grundpræmis.

Forældrene får ikke at vide, af mig, hvad barnet har sagt. Barnet må gerne selv fortælle, men har også lov til at lade være.

Sidste gruppegang er forældrene med og børnene og jeg er sammen om at give væsentlig viden videre til forældrene. Gode råd til forældrene udviklet af børnene i fællesskab, hvordan har gruppeforløbet været og hvad kan forældrene gøre for fremadrettet at støtte deres børn.

Jeg har på denne måde faciliteret grupper igennem 14 år, 4 grupper om året. Det har givet mig en enorm indsigt i, hvordan skilsmissen opleves fra børnenes perspektiv og jeg har erfaret, hvor stor en lettelse og hvor meget et sådant gruppeforløb kan give.

Så ja, efter min mening, skal børn høres, men det skal være i et frirum, som ruster dem til at lade deres synspunkter komme til udtryk – eller lade være!