Er skilsmisse en frihedsret?

Omkring halvdelen af os danskere vælger at blive skilt.Det formelle er blevet nemt, det hele kan klares digitalt, derhjemmefra og der kræves ikke længere nogen særlig grund, for at kunne blive skilt med det samme.

Når det så i medierne og politisk skal boostes, hvor problematisk, det netop er, at så mange bliver skilt –  kan det komme til at lyde som om, det er blevet for let at blive skilt. Vi er for egoistiske, har ikke brug for hinanden længere, giver for let op, lever hele tiden for at optimere vores egen lykke, græsset er grønnere hos naboen…..

Min holdning er klar – INGEN bliver skilt for sjov!

Det er hårdt, opslidende arbejde, før under og efter en skilsmisse. Jeg er ikke fortaler for skilsmisser – og heller ikke for parforhold, der ikke er godt for de involverede. Jeg har i de 20 år, jeg har arbejdet med skilsmisse endnu ikke mødt nogen, for hvem, det var nemt at blive skilt.

Vejen ind i parforholdet og ægteskabet er let. Hjulpet godt på vej af forelskelse, det biologiske ur og fælles drømme – har vi retning lige ind i det, der stadig i vores samfund opfattes som det rigtige og normale, nemlig kernefamilien.

Er skilsmisse en frihedsret - eller en falliterklæring?

Når man efter alle tænkelige og utænkelige forsøg på at holde fast i drømmen om kernefamilien, er kommet dertil, hvor det netop at klamre sig til drømmen ikke længere er værdigt for nogen af de involverede – så er det en vej, som kan føles næsten ufremkommelig. Der er megen skamfuldhed og dårlig samvittighed forbundet med, at bryde familien op. Vi ser på os selv med særdeles kritiske øjne og mærker også omgivelsernes kritiske øjne. ”Nå så er I også blevet til nogen af dem, for hvem det ikke lykkedes.”

Vi ved godt, at skilsmissen sætter dybe spor hos alle implicerede – ikke mindst børnene.

Vi kan komme til at føle os utilstrækkelige, forkerte og som en fiasko, fordi vi ikke lever om til normen om kernefamilie. Det er også disse følelser, der plantes i vores børn.
Selvom det sker for SÅ mange, er det at blive skilt eller være skilt alligevel tabubelagt, for hvem har lyst til at skilte med, at man nu er havnet på ”B-holdet”. Det er ikke den slags nyheder, vi har lyst til at dele på de sociale medier eller underholde med i frokostpausen.

For ikke at falde helt ned i fiaskofølelsen, så prøver vi at bilde os selv ind, at det her så trods alt er en lykkelig skilsmisse, hvor vi alle er blevet gladere. Under facaden ligger ubearbejdede følelser af sorg over, alle de tab, der følger med skilsmissen. Af alle de tab er måske netop følelsen af ikke længere at være en del af en kernefamilie, det største! Og når skilsmissen skal have udseende af at være let og harmonisk, så vil det virke direkte paradoksalt at skulle bede om hjælp.

Bryd tabuet

Det kan være en del af forklaringen på, at det viser sig vanskeligere at komme så godt igennem skilsmissen, som vi havde regnet med. Vi vælger at lægge et slør hen over konsekvenserne af skilsmissen, for ikke at blive opdaget i at have fejlet. Det kan føre til, at vi kommer til at leve i en pseudotilværelse, hvor vi alligevel forsøger at levere det, den kernefamilie, vi måler os op af som succeskriterium.

Det var ikke det, der var hensigten med skilsmissen og for at vi kan komme til at tage den til os som den frihedsret, den er ifølge lovgivningen, er vi nødt til at få brudt tabuet. Få det gjort legitimt at tale om de udfordringer, der gik forud og følger med. På denne måde kan vi begynde at betragte skilsmissen som en livsovergang – der leder os videre til en anden måde at leve vores familieliv på.

Kernefamilien indeholder uendelig meget godt for de implicerede, så længe den lever op til de drømme og forventninger, vi gik ind i det med. Men i nogle tilfælde er det et urealistisk glansbillede. Så bliver den i stedet en skal, der holder os fast i et liv som ikke er godt for nogen, og det bliver en nødvendig overlevelseshandling at bryde ud, for at gå over i en anden fase af livet, som i den situation er bedre. Den overgang er forbundet med sorg over det tabte og krise, fordi vi bliver overvældet af følelser, regler og uopsættelige beslutninger. Det betyder ikke, at beslutningen var forkert. Hvis den nødvendige ekspedition vi har begivet os ud på, for ikke at komme til at sygne hen i en udslidt relation, skal komme til at lykkes – så har vi ikke brug for at blive set på af os selv, hinanden og andre med misbilligende øjne.

Det skal gøres legitimt at tale om skyldfølelse, skamfuldhed, dårlig samvittighed. At bede om og få den hjælp vi har brug. Hele systemet er i underskud for den empati, der skal til for at kunne hjælpe hinanden og ikke mindst vores børn – så der er brug for at få noget tilført udefra.

Hjælpen kommer ikke, når vi lader som om alt er perfekt.

Når vi står midt i overgangen mellem kernefamilien og den nye tilværelse – så er det ikke perfekt. Det er det ikke for nogen. Men for at vi skal kunne komme hele igennem denne krise eller livsovergang, så er vi nødt til at bryde tabuet og få fortalt om, hvor forfærdeligt det hele er i en periode og hvor meget vi alle har brug for en hjælpende hånd.
Ved at gøre det og tage imod den hjælp, der skal til, vil skilsmissen komme til at leve op til den frihed, vi bliver lovet og lover os selv.

Både børn og voksne vil kunne give slip på den byrde, de bærer rundt på bestående af, at følelsen af at have fejlet og være havnet på taber-holdet. Vi vil i stedet kunne se os selv og hinanden som ansvarlige mennesker, der handlede da det var nødvendigt. Og vi vil med lige stor ret, som de, der holder fast i kernefamilien, komme til at genindtage vores plads på ”A-holdet.”