Hvordan hjælper jeg mit barn gennem skilsmissen

Skal børn høres, når mor og far bliver skilt?

På den ene side, så er det ud fra stor respekt for barnet og dets muligheder for at have indflydelse på eget liv, når Haagerkonventionen og forældreansvarsloven foreskriver, at barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk….

Barnet skal ikke bruges som en brik i fars og mors kamp om at opnå mest mulig tid og indflydelse på dets liv. Det vigtigste er at nå frem til barnets behov, den bedst mulige løsning for barnet, som på ingen måde har ønsket sig skilsmissen. Så hvad er mere nærliggende end at høre barnet?

På den anden side, så er barnet så klemt i loyalitetskonflikten mellem mor og far, at det ikke er rimeligt at bede barnet direkte eller indirekte at forholde sig til sin egen situation. Barnet er udmærket klar over hvem af forældrene, der har ”sorgprivilegiet”, hvordan ”magtbalancen” er, og hvor lidt der skal til for at skubbe til en i forvejen ubehagelig situation. Barnet har brug for og elsker begge forældre og kæmper ubevidst for at opretholde tilknytningen til dem begge.

Hvordan skal børn høres?

Mange børn har i situationen opbygget strategier, der gør, at de er så gode til at vejre stemningen mellem mor og far, at de behændigt tilfører de ord og den adfærd, der skal til for at der ikke bliver rokket ved forholdet mellem mor og far efter skilsmissen. Det sker på bekostning af barnets evne til at mærke sig selv og sine egne behov.

Mange børn fortæller: ”Jeg bliver hele tiden spurgt, hvad vil du selv? Men jeg kan ikke finde ud af det”.

Så når børn bliver hørt af myndigheder, Retten, Statsforvaltningen og Kommunen, om barnets egne anliggender – kan vi da forvente, at barnet kan overskue situationen og ikke bare svarer det, der gør mindst ondt på den ene eller begge parter?
Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for den måde børnene bliver hørt på i disse sager. Det sker hensynsfuldt og med stor respekt for den situation barnet er i. Det er alt det udenom børnesamtalen, der er problematisk:

  • Hvad er der sket inden og hvad sker der efterfølgende?
  • Hvem passer på barnet og hvem sikrer sig, at det, der er blevet sagt nu også stemmer med barnets behov og ikke efterfølgende giver barnet problemer i relation til mor eller far?

Grupper for skilsmissebørn

Disse etiske overvejelser var drivkræften til at jeg i 2004 påbegyndte mit arbejde med grupper for skilsmissebørn. Her får barnet lov til at høre sin egen stemme i et frirum sammen med andre børn, uden barnet drages til ansvar for det, det har sagt. Barnet får hjælp til at få sat ord på, får mulighed for at dele tanker og følelser med andre i samme situation. Finder ud af, at deres oplevelser af skilsmissen er legitime og normale.

De går vejen sammen i gruppen og hjælper hinanden med at håndtere udfordringerne. De lytter til hinanden og får hjælp til at lytte til sig selv og få øje på egne ressourcer. Det giver håb for fremtiden og mod til at stå ved sig selv og sine egne behov. Det giver barnet styrke til at stå frem og sige sin mening om de emner, de bliver spurgt om af myndighederne - eller styrke til at lade være!

Slå bro til forældrenes verden

I mit arbejde med børn og skilsmisse er noget af det væsentligste, at forbinde den indsigt børnene selv har opnået, med den jeg har fået fra børnene i gruppen - til forældrene. Alle forældre vil deres børns bedste – men hvad er det? Kan det lade sig gøre at se igennem det slør af egne følelser og behov, der lægger sig ind foran de øjne, der kigger på ens børn?

For at den lettelse, indsigt og de styrkede ressourcer børnene får med sig fra gruppen ikke skal blive ved det, men også skal kunne føre til de ændringer, barnet måtte ønske sig, så bliver forældrene også inddraget. Først ved en forsamtale, hvor både barn og forældre bliver bekendt med rammen for gruppeforløbet. Hvad skal vi snakke om? Hvordan snakker vi om det? Og ikke om mindst fortroligheden som grundpræmis.

Forældrene får ikke at vide, af mig, hvad barnet har sagt. Barnet må gerne selv fortælle, men har også lov til at lade være.

Sidste gruppegang er forældrene med og børnene og jeg er sammen om at give væsentlig viden videre til forældrene. Gode råd til forældrene udviklet af børnene i fællesskab, hvordan har gruppeforløbet været og hvad kan forældrene gøre for fremadrettet at støtte deres børn.

Jeg har på denne måde faciliteret grupper igennem 14 år, 4 grupper om året. Det har givet mig en enorm indsigt i, hvordan skilsmissen opleves fra børnenes perspektiv og jeg har erfaret, hvor stor en lettelse og hvor meget et sådant gruppeforløb kan give.

Så ja, efter min mening, skal børn høres, men det skal være i et frirum, som ruster dem til at lade deres synspunkter komme til udtryk – eller lade være!

Børn og skilsmisse

Skilsmissens svære følelser

Når vi danner par, gifter os og får børn – giver de fleste af os slip på det beskyttelsesværn vi har haft omkring de inderste følelser. Vi giver os hen til et andet menneske og gør det fordi vi tror og forventer, at denne kærlighed vil vare evigt.

Når det så alligevel går galt og vi bliver revet fra hinanden, uanset af hvilken grund, så er hjertet ubeskyttet og de smertefulde følelser af svigt, jalousi og tab flyder i en strøm, der kan være svær at standse.
I de værste tilfælde fører de voldsomme følelser til jalousidrab, ja endda i nogle tilfælde til mord af egne børn.

I 2016 gik det i Danmark ud over syv børn.

De tragiske konsekvenser af skilsmissens svære følelser er ikke et nyt fænomen.

Euripides´ Medea, som lige nu spilles på Århus teater, er en oldgammel fortælling om Medea, der forelsker sig i Jason og de bliver nødt til at flygte fra Kolchis til Korinth i Grækenland. Medea gør op med hele sin fortid og må endda slå sin egen bror ihjel for at følge sin store kærlighed.
Medea lider dog den forfærdelige skæbne, at Jason vælger at gifte sig med kongens noget yngre datter.
Overvældet af sin skæbne vælger Medea, den hårdeste straf for Jason, nemlig at slå deres to sønner ihjel.

Når svære følelser overskygger forældrerollen

Heldigvis hører det trods alt til sjældenheder, at skilsmissen leder til så katastrofale følger.
Men hvor har jeg dog ofte, i mit arbejde, mødt tilfælde, hvor et smertefuldt brud kommer til at udspille sig gennem børnene.

”Hvis du ikke vil have mig, så skal du heller ikke ”have ret til vores fælles børn”.

Den ellers instinktive evne, der følger med det at bliver forælder, til at beskytte sine børn mod alverdens sorger, bliver overskygget af følelserne af at være blevet forrådt af den, der fik uhindret adgang til det inderste.
Det er ikke altid så åbenlyst for en selv eller omgivelserne, hvad der er på spil, som i de tilfælde hvor hævnen bliver straffet med fængsel på livstid .
Derfor er det også langt sværere at skride ind overfor det tab, nogle børn må lide, af en værdifuld relation til den ene forælder.

Lovgivning

Fra lovgivers side gøres der tiltag bl.a. i form af chikanepakke – der rummer muligheder for automatisk erstatningssamvær, kontaktbevarende samvær, mulighed for at skele til samarbejds-/samværschikane i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Men hvis den ene forælder virkeligt ikke i situationen formår at bakke om at børnene har kontakt med den anden forælder, så er der desværre ikke meget at stille op.

Børnenes virkelighed bliver den virkelighed de lever i og dagligt påvirkes af.

Der må i disse tilfælde skrides anderledes til værks.
Der må gøres et stykke forsoningsarbejde hos begge.

At tage imod hjælp

I nogle tilfælde er der brug for hjælp til at komme dertil, hvor man kan give så meget slip på sin bitterhed over, at det ikke gik som man drømte om. Ellers bliver det børnene, der kommer til at betale prisen.

Er du selv en del af en sådan trist historie eller er du vidne til en, så må du vove pelsen og tage imod eller pege på de muligheder, der er for hjælp.

Børnene skal ikke lide det omsorgssvigt, det er, at nægtes adgang til begge forældre.

 

 

Er skilsmisse en frihedsret?

Omkring halvdelen af os danskere vælger at blive skilt.Det formelle er blevet nemt, det hele kan klares digitalt, derhjemmefra og der kræves ikke længere nogen særlig grund, for at kunne blive skilt med det samme.

Når det så i medierne og politisk skal boostes, hvor problematisk, det netop er, at så mange bliver skilt –  kan det komme til at lyde som om, det er blevet for let at blive skilt. Vi er for egoistiske, har ikke brug for hinanden længere, giver for let op, lever hele tiden for at optimere vores egen lykke, græsset er grønnere hos naboen…..

Min holdning er klar – INGEN bliver skilt for sjov!

Det er hårdt, opslidende arbejde, før under og efter en skilsmisse. Jeg er ikke fortaler for skilsmisser – og heller ikke for parforhold, der ikke er godt for de involverede. Jeg har i de 20 år, jeg har arbejdet med skilsmisse endnu ikke mødt nogen, for hvem, det var nemt at blive skilt.

Vejen ind i parforholdet og ægteskabet er let. Hjulpet godt på vej af forelskelse, det biologiske ur og fælles drømme – har vi retning lige ind i det, der stadig i vores samfund opfattes som det rigtige og normale, nemlig kernefamilien.

Er skilsmisse en frihedsret - eller en falliterklæring?

Når man efter alle tænkelige og utænkelige forsøg på at holde fast i drømmen om kernefamilien, er kommet dertil, hvor det netop at klamre sig til drømmen ikke længere er værdigt for nogen af de involverede – så er det en vej, som kan føles næsten ufremkommelig. Der er megen skamfuldhed og dårlig samvittighed forbundet med, at bryde familien op. Vi ser på os selv med særdeles kritiske øjne og mærker også omgivelsernes kritiske øjne. ”Nå så er I også blevet til nogen af dem, for hvem det ikke lykkedes.”

Vi ved godt, at skilsmissen sætter dybe spor hos alle implicerede – ikke mindst børnene.

Vi kan komme til at føle os utilstrækkelige, forkerte og som en fiasko, fordi vi ikke lever om til normen om kernefamilie. Det er også disse følelser, der plantes i vores børn.
Selvom det sker for SÅ mange, er det at blive skilt eller være skilt alligevel tabubelagt, for hvem har lyst til at skilte med, at man nu er havnet på ”B-holdet”. Det er ikke den slags nyheder, vi har lyst til at dele på de sociale medier eller underholde med i frokostpausen.

For ikke at falde helt ned i fiaskofølelsen, så prøver vi at bilde os selv ind, at det her så trods alt er en lykkelig skilsmisse, hvor vi alle er blevet gladere. Under facaden ligger ubearbejdede følelser af sorg over, alle de tab, der følger med skilsmissen. Af alle de tab er måske netop følelsen af ikke længere at være en del af en kernefamilie, det største! Og når skilsmissen skal have udseende af at være let og harmonisk, så vil det virke direkte paradoksalt at skulle bede om hjælp.

Bryd tabuet

Det kan være en del af forklaringen på, at det viser sig vanskeligere at komme så godt igennem skilsmissen, som vi havde regnet med. Vi vælger at lægge et slør hen over konsekvenserne af skilsmissen, for ikke at blive opdaget i at have fejlet. Det kan føre til, at vi kommer til at leve i en pseudotilværelse, hvor vi alligevel forsøger at levere det, den kernefamilie, vi måler os op af som succeskriterium.

Det var ikke det, der var hensigten med skilsmissen og for at vi kan komme til at tage den til os som den frihedsret, den er ifølge lovgivningen, er vi nødt til at få brudt tabuet. Få det gjort legitimt at tale om de udfordringer, der gik forud og følger med. På denne måde kan vi begynde at betragte skilsmissen som en livsovergang – der leder os videre til en anden måde at leve vores familieliv på.

Kernefamilien indeholder uendelig meget godt for de implicerede, så længe den lever op til de drømme og forventninger, vi gik ind i det med. Men i nogle tilfælde er det et urealistisk glansbillede. Så bliver den i stedet en skal, der holder os fast i et liv som ikke er godt for nogen, og det bliver en nødvendig overlevelseshandling at bryde ud, for at gå over i en anden fase af livet, som i den situation er bedre. Den overgang er forbundet med sorg over det tabte og krise, fordi vi bliver overvældet af følelser, regler og uopsættelige beslutninger. Det betyder ikke, at beslutningen var forkert. Hvis den nødvendige ekspedition vi har begivet os ud på, for ikke at komme til at sygne hen i en udslidt relation, skal komme til at lykkes – så har vi ikke brug for at blive set på af os selv, hinanden og andre med misbilligende øjne.

Det skal gøres legitimt at tale om skyldfølelse, skamfuldhed, dårlig samvittighed. At bede om og få den hjælp vi har brug. Hele systemet er i underskud for den empati, der skal til for at kunne hjælpe hinanden og ikke mindst vores børn – så der er brug for at få noget tilført udefra.

Hjælpen kommer ikke, når vi lader som om alt er perfekt.

Når vi står midt i overgangen mellem kernefamilien og den nye tilværelse – så er det ikke perfekt. Det er det ikke for nogen. Men for at vi skal kunne komme hele igennem denne krise eller livsovergang, så er vi nødt til at bryde tabuet og få fortalt om, hvor forfærdeligt det hele er i en periode og hvor meget vi alle har brug for en hjælpende hånd.
Ved at gøre det og tage imod den hjælp, der skal til, vil skilsmissen komme til at leve op til den frihed, vi bliver lovet og lover os selv.

Både børn og voksne vil kunne give slip på den byrde, de bærer rundt på bestående af, at følelsen af at have fejlet og være havnet på taber-holdet. Vi vil i stedet kunne se os selv og hinanden som ansvarlige mennesker, der handlede da det var nødvendigt. Og vi vil med lige stor ret, som de, der holder fast i kernefamilien, komme til at genindtage vores plads på ”A-holdet.”

 

 

Jeg har truffet beslutningen - skilsmisse

Hvorfor går vi fra hinanden?

Skilsmissetallene er enorme og derfor trænger spørgsmålet sig på og svarene er mange:

"Vi havde for travlt, det var for hårdt med små børn, vi var for forskellige, vi kunne ikke snakke sammen, vi blev for optaget af os selv, vi voksede fra hinanden…"

Den norske psykolog Sissel Gran inddrager i sin bog Det er slutt nye perspektiver og sige,r at der er langt mere grundlæggende udfordringer på spil. Når vi ikke længere føler os genkendt/anerkendt af vores partner, begynder det at gå ud over vores identitet og for at undgå helt at gå til grunde i forholdet, kan det blive nødvendigt at forlade det.

Det behov vi netop søger opfyldt i parforholdet for tryghed, nærhed, at blive elsket og anerkendt, som den vi er, bakket op når noget udefra har været udfordrende er også det, der gør netop denne relation så særlig sårbar. Når vi begynder at blive usikre på hinandens oprigtighed, sætter vores alarmberedskab ind og vores forsvarsmekanismer tager over… vi begynder selv at trække os og orienterer os ud af parforholdet. birgitte dejgaard skilsmisse

Fordi vores partner er blevet en integreret del af vores identitet, vil den manglende bekræftelses negative konsekvenser komme til at nage og vokse og til sidst overtage helt, så vores identitet svinder ind.

Manglen på bekræftelse opleves som tilintetgørelse af selvet eller egen identitet eller som det kan udtrykkes " Hvis du ikke anerkender mig, hvis du ikke synes, at jeg dur, hvis du ikke vil have mig, når jeg viser, hvem jeg er må jeg forlade dig, da jeg er i alvorlig fare sammen med dig, idet du kan knuse mig og gå til grunde som individ"

Man kan vælge at blive i parforholdet og stille og roligt være vidne til sin egen opløsning eller at forlade det for at ”redde sit døende selv”.

Det er et interessant perspektiv, som også giver grundlag for fornyede tanker om årsag og ansvar for, at så mange må tage den svære beslutning - og den måde vi håndterer tiden efter skilsmissen.

Læs mere i min næste blog

Tiden efter skilsmissen

Tiden efter skilsmissen

Tiden op til skilsmissen er for de fleste ganske forfærdelig og bringer ikke meget andet end dårlige minder frem.
Men hvad med tiden efter?
Mange bliver overraskede over at måtte konstatere, at den lettelse, man sådan havde set frem til, kun er meget kortvarig.
Den gennemgribende livsovergang du bliver kastet ud i byder på kæmpe udfordringer – praktisk, økonomisk og ikke mindst følelsesmæssigt.
Og hvordan takler du så den situation?
Nogle haster videre og dulmer ensomhedens smerte i nye parforhold andre graver sig ned i sorgens mørkeste kamre.
Der er meget at dulme og sørge over – for det er måske netop betydningen af alle de tab, du ikke havde forudset, der slår benene væk under dig.
Tab af din bedste ven og fortrolige, et livsvidne, nærhed og intimitet, kærlighed, tosomhed, tryghed…
Det tager tid at få helet de sår, skilsmissen efterlader.birgitte dejgaard skilsmisse
Afgørende for hvor lang tid og hvor dybe spor der bliver tilbage er, hvordan du tager dig af dig selv i den situation.
Du bliver nødt til at anerkende vigtigheden af, at se alle de følelser, der skyller ind over dig, som et oprørt hav, i øjnene og tage dem alvorligt.
De færreste magter det alene og har brug for professionel hjælp til at komme godt igennem den svære tid.
Ved at gøre det, vil din livskrise kunne vendes til et væsentligt skridt i retning af, at komme tættere på dig selv og du vil komme ud på den anden side som et mere helstøbt menneske, der fremover vil kunne tage langt mere bevidste valg i livet – også i nye relationer.

Grib chancen for at komme godt og effektivt videre efter skilsmissen ved at melde dig til en workshop på Samsø :  https://www.facebook.com/events/239582346403813/  

Pas på kærligheden

For at kunne elske din "næste", må du begynde med at elske dig selv. Lyt til din sjæl og bliv et autentisk og ægte menneske. Vær opmærksom på, hvor dine egne grænser er og hvordan, du møder et andet menneskes grænser.

Læs mere