Nyt skilsmissesystem

/i /af

Det nye system er nu vedtaget

Lange og grundige overvejelser og forhandlinger mellem de politiske partier er nu vedtaget, og det indebærer en række væsentlige ændringer af det skilsmissesystem, som vi kender det i dag.
Systemet træder i kraft den 1. April 2019.

Formål

Hovedformålet med de gennemgribende ændringer er at hjælpe børnene mere nænsomt igennem skilsmissen.
Formålet søges imødekommet ved at imødekomme forældrenes mere ligedeling af forældreansvaret, inddragelse af barnet i hele processen, tilbud tilpasset den enkelte families behov og behandling af skilsmissen i ét system.

Statsforvaltningen nedlægges

I stedet for Statsforvaltningen oprettes der et Familieretshus, som skal håndtere de ”mindre konflikter”. Registrere aftaler og træde til med tilbud om hjælp og konflikthåndtering.
De mere indgribende afgørelser skal træffes ved Familieretten, som også skal tage sig af de sager, som Fogedretten hidtil har behandlet.
Der ønskes en tilpasset overgang mellem de to enheder, som skal sikre, at der ikke, som i dag, starter en helt ny proces, når sagen sendes i retten.
I det hele taget skal der være et samlet vidensfundament, der gør, at de forskellige myndigheder arbejder sammen – så man ikke som borger oplever, at man bliver kastet rundt mellem systemer(kommune, statsforvaltningen, retten), uden at disse på nogen måde ”snakker sammen”.

Familiens behov

Når man henvender sig i det nye system, Familieretshuset – vil det første der sker være, at der foretages en screening – der placerer sagen i ét af tre spor:

Grønt spor – Her registreres parternes aftaler
Gult spor – Her tilbydes konflikthåndterende rådgivning
Rødt spor – Her vurderes problemtyngden at kræve særligt fokus og tilgang.

Man undgår herved, at alle sager mødes med samme tilbud, som derfor har svært ved at rumme de meget enkle sager samtidig med de højkonflikte.

Børneenhed

For at understrege hovedformålet med ændringen, nemlig børnenes trivsel, skal der etableres en enhed for børnene, hvor der tages hånd om børnene gennem hele processen bla. ved, at de kun skal have kontakt med de samme få personer i systemet.

Refleksionsperiode

Der har været diskussioner om, om fjernelsen af den oprindelige obligatoriske separationsperiode har gjort det for ”let” at blive skilt. De overvejelser har ført til, at der indføres en refleksionsperiode på 3 måneder – hvor børnene skal kunne blive i deres vante omgivelser, samtidig med, at forældrene tilbydes hjælp til at håndtere og forstå børnenes reaktioner på skilsmissen.

Den obligatoriske rådgivning, der også har været omdebateret, er resulteret i et obligatorisk digitalt forløb – men resten vil være rådgivningstilbud, som forældrene kan tage imod eller lade være

Delt bopæl og delt økonomi

Udgangspunktet vil i rekflektionsperioden være ”delt bopæl” for barnet og det skal også derefter være muligt at aftale delt bopæl på sigt.

Den delte bopæl vil også skulle afspejle sig i muligheden for at dele økonomien, herunder tilskud fra det offentlige.

Hvad opnår vi med et nyt system?

Der har været gjort en del tiltag indenfor systemet igennem de seneste år.
I 2007 fik vi også en reform, en ny Forældreansvarslov og et nyt énstrenget system, hvor formålsparagrafferne lignede de nuværende til forveksling.
Hovedformålet var også dengang fokus på barnet, forsøg på at skabe èn indgang til systemet og indførelsen af tværfaglighed – for ikke at overlade de følsomme emner til jurister alene.
Der skydes nu oceaner af mio. i en ny ændring, og jeg håber, at formålet lykkes bedre end sidst.

Vi ved alle, at Statsforvaltningen er en udskældt størrelse og at det nuværende system efterlader rigtig mange mennesker med store frustrationer.
Børn har brug for forældre, der håndterer skilsmissen på en måde, hvor de kommer mindst muligt i klemme.
De fleste forældre er selv i sorg og krise over skilsmissen og har brug for hjælp for at kunne hjælpe børnene, og jeg er bange for at et obligatorisk digitalt rådgivningsforløb vil passere, på samme måde som de aftalevilkår, vi uden videre krydser af, når vi handler på nettet. Der er så meget andet at forholde sig til i forbindelse med en skilsmisse.

En fælles vidensbank vil spare tid, ressourcer og frustrationer for dem, der bliver kastet rundt i systemet og – det håber jeg virkeligt, kommer til at virke denne gang.

Endelig tænker jeg også at det at have forskellige tilbud til forskellige konfliktniveauer vil gøre en forskel.
Ved at kunne koncentrere indsatsen, der hvor der virkeligt er brug for den, bliver der forhåbentligt bedre resultater i de ”tunge” sager også.

Alt i alt gode intentioner, som forhåbentligt ikke bare kommer til at virke som gammel vin på nye flasker.

Obligatorisk rådgivning i forbindelse med skilsmisse?

/i /af

De politiske partier drøfter nu indførelsen af en obligatorisk rådgivning i forbindelse med skilsmissen

 

Obligatorisk vilkårsforhandling

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de ressourcekrævende tiltag, der har været gjort siden jeg blev ansat i Statsamtet i 1997, med henblik på at forbedre det familieretlige system, læs effektivisere og økonomisere.

 

Indtil 2005 var det obligatorisk at skulle til en ”vilkårsforhandling” i Statsamtet for at blive separeret eller skilt.

Par, der søgte skilsmisse eller separation blev indkaldt til et møde, hvor de juridiske konsekvenser blev gennemgået. Det var nødvendigt at blive enige om vilkårene, for at Statsamtet kunne udstede bevilling – ellers måtte sagen i retten.
Derudover blev der, på mødet, vejledt om forældremyndighed, samvær og børnebidrag.
I langt størstedelen af sagerne blev parterne enige.
Måske kunne hver i sær have ønsket sig at optimere sin egen position, men med kendskab til regler og råd omkring børnene, så accepterede man et samlet resultat, hvor man havde myndigheden som en slags garant for, at det var rimeligt for alle parter og ikke mindst for børnene.

Frivilligt valg

Denne obligatoriske ”vilkårsforhandling” valgte man lovgivningsmæssigt fra 2005, at gøre frivillig – med det resultat, at kun en meget lille procentdel i dag vælger et møde i Statsforvaltningen.
De få, der gør oplever, et kort møde, hvor der godt nok vejledes om det juridiske, men rejser der sig spørgsmål til det, der virkeligt betyder noget, nemlig børnene, så udskydes disse til andre møder.

I stedet for at tage i mod det frivillige tilbud om møde i Statsforvaltningen, vælger i dag de fleste at blive skilt digitalt efter få klik på Statsforvaltningens hjemmeside og indbetaling af et gebyr.

Umiddelbart så nemt og ukompliceret, at mange glemmer at sætte sig ind i de juridiske, følelsesmæssige og psykologiske processer, der sætter i gang i forbindelse med en skilsmisse.

Skilsmissen er stadig tabubelagt og forbundet med grundlæggende følelser af skam, skyld og håbløshed. Det ønsker vi ikke at stå ved og derfor vælger de færreste at tage imod velmente tilbud om, ”den lidt mere besværlige”, hjælp i situationen.

Med støtte fra Staten og private fonde, har jeg har været med til at tilbyde næsten gratis tilbud om kurser og rådgivning til skilte, for der at konstatere, at det kun er et fåtal, der tager imod.

Er det for meget at kræve?

Ja, måske er det formynderisk at skulle tvinge forældre til rådgivning, men i visse situationer har man brug for, ikke selv at skulle forholde sig til, om man har brug for hjælp.

Jeg kan kun sige, at på baggrund af min erfaring, med tusindvis af vilkårsforhandlinger fra 1997-2005, så er der god fornuft i at indføre et obligatorisk møde i forbindelse med skilsmissen – som man også gør det i Norge.

Resultatet af, at man fjernede den obligatoriske vilkårsforhandling har været, at antallet af sager med konflikter mellem forældrene har eskaleret. Det være sig spørgsmål om børnebidrag, samvær og samarbejdet i det hele taget.

Den time til halvanden, forældrene brugte sammen til at få styr på det juridiske, praksis omkring samvær og gode råd til samarbejdet, var virkeligt godt givet ud.
Umiddelbart, var der måske en modvilje mod, at skulle konfronteres med den person, man ikke længere skulle leve sammen med.
Men når der ikke var nogen vej uden om, så gjorde man det, og kunne gå der fra med en afslutning på de vigtigste forhold omkring skilsmissen og ikke mindst børnene.
En kæmpe gave til sig selv, den anden og ikke mindst børnene.

Alternativet til at tage det møde, er for mange, at man ”hutler” sig igennem og lader alle de problemstillinger, der forholdsvis nemt kunne løses, udvikle sig til årelange konflikter, som systemet har meget svært ved at afhjælpe.

En kæmpe hjælp for børnene

Heldigvis kommer de fleste godt igennem en skilsmisse. Men for alle er skilsmissen en sorg og en krise, man for en stund har brug for hjælp til at komme igennem.

Når vi især tænker på skilsmissens største tabere, børnene, så gælder det om, at der så hurtigt som muligt bliver skabt et nyt fundament, de kan stå på, med en sikker bro mellem mor og far, som gør, at deres liv stadig hænger sammen.
Ved at give forældrene en lille håndsrækning i den sværeste tid, vil det blive nemmere og hurtigere at komme igennem og en opbygning af den nye hverdag kan begynde.

Et system, der træder i kraft per automatik

Når du får konstateret en alvorlig sygdom, stopper du ikke op og rynker på næsen af, at lægen sender dig videre til eksperter på sygehuset eller stiller spørgsmålstegn ved om det nu også er obligatorisk.
På samme måde, vil der kunne indføres en naturlighed i, at det system, der kender skilsmissens konsekvenser for familien, vil kunne give den nødvendige rådgivning, for at alle kommer godt videre.

Så ja, lad os komme tilbage til den obligatoriske ”rådgivning”, der bør indeholde både juridiske og psykologiske aspekter.

Jeg har ofte oplevet, at det er misforståelser omkring det juridiske eller det psykologiske forløb hos sig selv, den anden og børnene, der forstyrrer det nødvendige samarbejde efter en skilsmisse.

For nogle vil et enkelt rådgivningsmøde ikke være nok – og man kunne her igen overveje den norske model, hvor der efter det første obligatoriske møde tilbydes mægling – altså efterfølgende frivilligt forløb.

 

24.03.18 Birgitte Dejgaard

 

 

Ugifte samlevende

/i /af

Mange vælger at leve ”papirløst”

Måske er det de høje skilsmissetal, den omstændighed, at man har prøvet ægteskabet, eller andre mere eller mindre bevidste valg, der gør at en del vælger at leve ”papirløst” sammen.

I 2017 var der 330.000 ugifte samlevende par i Danmark.
Det er selvfølgelig også en helt privat sag, som dog kan føre til utilsigtede økonomiske konsekvenser.
Mange tror fejlagtigt, at når man har levet sammen i en årrække, så er man sidestillet med dem, der lever i ægteskab… Men – sådan er det ikke!
Når man vælger at flytte sammen, er det naturligt nok ikke de økonomiske konsekvenser, der præger billedet, men som tiden går, bliver det vigtigt at forholde sig til de lidt mere ”barske” realiteter.
På mindst to væsentlige områder, adskiller det at leve sammen som ægtepar og som ugifte sig fra hinanden.

Det er når den ene dør og når man vælger at gå fra hinanden.

Arveretligt

Med den nyeste arvelovgivning, så er der taget hensyn til ønsket om at stille ugifte bedre end hidtil.

Det kræver dog, at der er oprettet testamente – ellers arver man intet!

Det kan give grimme overraskelser – især, hvis man har fælles børn.

Den længstlevende, der intet arver, kan blive nødt til at flytte fra hus og hjem og i det hele taget tilbyde børnene en noget ringere levestandard.  For selvom børnene arver den førstafdøde, så er de penge ikke tilgængelige før børnene er blevet voksne og kommer på således ikke børnene til gode i dagligdagen under deres opvækst.
Ved testamente kan man derimod, ved at begrænse børnenes arv efter førstafdøde, begunstige den længstlevende mest muligt og på denne måde sikre at den længstlevende fortsat økonomisk kan varetage børnenes opvækst.
Som ugifte bør man også overveje at tegne en krydslivsforsikring på hinanden, som igen er med til at sikre midler til den fortsatte forsørgelse af børnene.

I pensions- og forsikringssammenhæng behøver man ikke længere gøre noget specifikt, idet man nu fortolker klausulen ”nærmeste pårørende” som den samlever, man har fælles børn med eller har levet sammen med i ægteskabslignende forhold i mindst to år før dødsfaldet.

Samlivsophævelse

Lovgivningsmæssigt er man slet ikke stillet som gifte par og her skal nævnes en række områder, som kan give meget ubehagelige overraskelser.

Fælles hus

Hvis man har købt hus sammen, er det ikke så lige til, for den ene part at komme ud af samejet omkring huset. Man risikerer derfor at komme til at stå i en uafklaret situation i forhold til fælles hus, som kan ende med et salg på auktion.
Man bør derfor samtidigt med huskøbet få lavet en samejeoverenskomst, og i den have klare aftaler om, hvad man gør, hvis man går fra hinanden.

Hvem betaler hvad

Hvis det kun er den ene, der ejer det hus man bor i og man indretter sig sådan, at denne, betaler for de faste udgifter her til og den anden betaler for det daglige løbende forbrug, så kan man sige, at den anden indirekte med til at forøge friværdien i huset. En friværdi man ikke automatisk får andel i, hvis man går fra hinanden.

Hvem passer børnene

Når man vælger at få børn sammen, kan det let gå sådan, at den ene fortsætter med karrieren og den anden primært passer hus og hjem.

For den, der har været meldt mere eller mindre ud af arbejdsmarkedet kan situationen efter et samlivsbrud være vanskelig.

Jobmæssigt er man sakket bagud og har ikke de samme muligheder for at komme tilbage til en afbrudt karriere.

Der er heller ikke, som ved ægteskab, lovgivningsmæssig mulighed for at kræve at de indtjeningsmæssige forskelle kan udlignes ved, at der betales et bidrag.

Indbyrdes ”lån”

Når man lever sammen, så kan det være oplagt, at man udveksler penge indbyrdes.

Måske har den ene en opsparing, arv eller andet, som man vælger at lade indgå i den andens hus i form af et nyt køkken eller anden forbedring eller fx køb af ny bil.

Det kan være svært efterfølgende at bevise, at pengene er ydet som et lån, der skal tilbagebetales.

Summa summarum

Hvis man vælger at leve papirløst sammen, så skal man tænke sig ekstra godt om. Der er nok ikke større chance for at kærligheden varer evigt fordi man ikke gifter sig. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er en lovgivning, der samler op og sikrer en retfærdig afslutning på de gode år, man havde sammen.

Klumme i Vejle ugeavis, marts 2018

 

 

Skal vi i Statsforvaltningen?

/i /af

For mange klinger ordet negativt

 

En ting er, at det kræver enorme ressourcer at kaste sig eller blive kastet ud i en skilsmisse, noget andet er, at man ikke har det mindste lyst til, at skulle blande Statsforvaltningen ind i en i forvejen sårbar situation.

Vi har hørt om mange kedelige historier fra Statsforvaltningen og set dokumentarudsendelser, som sætter fokus på en uheldig sagsbehandling.

Vi hører udtalelser som:

”De holder kun med mødrene. De tager ikke nok hensyn til børnene. De lytter for meget eller for lidt til børnene. De sætter sig ikke nok ind i sagerne. De er for langsomme. Ikke til at komme i kontakt med. Systemet er konfliktoptrappende….”

Velbegrundet skepsis?

Fra min praksis som ansat 17 år i statsforvaltningen og nu som advokat og rådgiver fra den anden side af skrivebordet, har jeg mødt et utal af komplicerede situationer, hvor det synes umuligt for forældre at nå til enighed om, børnenes hverdag efter skilsmissen.

Forældrenes værste følelser af frygt, skam og svigt kan sløre evnen til at holde fokus på børnenes behov for at have både mor og far i sit liv – også efter en skilsmisse.

Nogle slås med hinanden i årevis og graver sig længere og længere ned i en skyttegravskrig, med børnene i krigszonen, imellem sig.
I begge situationer er den instans, der skal søges hjælp hos – Statsforvaltningen.
Det siger sig selv, at de to vidt forskellige situationer, ikke skal håndteres på samme måde.

Alligevel er de tilbud, der findes i systemet, de samme – og naturligt nok resultaterne af svingende kvalitet.

Der bliver dog brugt enorme ressourcer på at udtænke nye tiltag i lovgivningen og selve sagsbehandlingssystemet.

Her kan nævnes:

Vægt på ligestillingen mellem mor og far

  • Inddragelse af børnenes perspektiv
  • Høring af børn i flere sager
  • Mulighed for indsats mod samarbejds- og samværschikane
  • Mulighed for fastsættelse af kontaktbevarende samvær, som skal sikre mod at den ene får held til at afbryde kontakten til den anden forælder

Virker de mange tiltag i praksis??

I en del sager gør de, men i de sager, hvor bølgerne går højest, er svaret desværre nej.
Systemet bygger på, at forældre skal have fælles forældremyndighed og kunne samarbejde.
Det er bare ikke altid muligt, hvorfor tilbuddene i en del tilfælde rammer skævt.

Det paradoksale er, at systemet er gearet til at hjælpe de mennesker, der har brug for en mindre håndsrækning til at få brikkerne i familiens nye puslespil til at falde på plads. Det er samtidig dem, der aller nødigst vil i berøring med systemet, fordi de gerne selv vil tage ansvaret og løse uenighederne.

For dem, der er i højkonflikt og som ikke formår at medvirke til samarbejde og samvær, er det nærmest umuligt at få de eksisterende tilbud til at række.
Sagerne kastes rundt mellem systemerne. Statsforvaltningen, kommunen og retten.
Og derfor kan der til en hver tid trækkes historier frem om et system, der gør mere skade end gavn.

Skal Statsforvaltningen nedlægges?

I erkendelse af systemets begrænsninger blev der for ca. et år siden fremsat forslag om et helt nyt system, hvor man i stedet for Statsforvaltningen indfører et familieretshus og en familiedomstol.

Når forældre beder om hjælp i systemet vil de ifølge forslaget indledningsvist blive screenet og vurderet efter konfliktniveau og omfang, så den hjælp der tilbydes, tilpasses behovet i stedet for, at alle puttes i én kasse.
Vi venter spændt på udfaldet af forhandlingerne om lovforslaget – og ikke mindst, effekterne af et helt anderledes system.

Aktuelt

Den aktuelle situation er, at det er Statsforvaltningen, der er rette myndighed, hvis man ikke selv kan nå til enighed om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Drejer det sig om forældremyndighed og børnenes bopæl er kompetencen dog begrænset til at holde møder, hvor der gøres ihærdige forsøg på at få forældrene til at opnå enighed. Lykkes det ikke, kan Statsforvaltningen ikke gøre andet end at sende sagen i retten.
Det er kun retten, der kan træffe afgørelse om forældremyndighed og børnenes bopæl.
Drejer det sig om samvær er det imidlertid Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse.

Klumme i Vejle Ugeavis, februar 2018

Tvungen separationsperiode?

/i /af

I forbindelse med de aktuelle forhandlinger om en ny skilsmissereform rejses nu spørgsmålet om genindførelsen af et krav om separation forud for skilsmissen

Indtil 2013 var det et lovmæssigt krav for at kunne blive skilt, at man skulle være separeret i mindst et halvt år, med mindre der forelå dokumenteret vold eller utroskab.

Reglerne blev ændret og i takt med digitaliseringen er de formelle krav nu reduceret til få klik på Statsforvaltningens hjemmeside, 420 kr. og en underskrift med nøglekortet.
Den proces kan altså overstås på få minutter.

Beslutningen om skilsmissen

Betyder det så, at flere bliver skilt og at beslutningen om skilsmissen lettere kommer til at ligge i kølvandet af et ”ubetydeligt”skænderi?

Alle der har været igennem en skilsmisse ved, at èn ting er at formalia er hurtigt overstået, men noget helt andet at kalde selve skilsmissen for en forhastet beslutning.
Forud ligger for de fleste mange års forsøg på at redde forholdet.
Forsøg, der ender med, at man ikke ser anden udvej end at give op.

Skilsmissen er ofte asynkron

I de fleste tilfælde er det den ene part, der tager beslutningen om skilsmissen. En beslutning, den anden part er chokeret over og slet ikke enig i.
Det hænger sammen med, at den, der ender med at tage beslutningen tidligere har kæmpet hårdt for at få kærlighedsforholdet til fungere.
Der har måske været gjort forsøg på at finde tilbage til den intimitet, der var en gang, på at føle sig set og elsket – og i det hele taget få et parforhold, der rummede andet end et praktisk fællesskab.

”Lad os gå i parterapi. Lad os tage på kæresteweekend. Lad os gå til tango…”

Den anden part har ikke set behovet for ændringer og har afvist de ihærdige forsøg.
På et tidspunkt giver den, i denne situation, afviste part op og begynder ubevidst at afvikle sig følelsesmæssigt fra den anden. Det kan tage år. Den anden mærker nu, at alle forslag om forandring  og den evindelige kritik stopper. Det bliver taget til indtægt for, at ”utilfredsheden” er hørt op og alt er godt igen.
Derfor bliver overraskelsen så meget desto større den dag beskeden lyder: ”Jeg vil skilles!”
Parterne er vidt forskellige steder i deres sorgproces. Hvor den ene håber, at det kan blive godt igen, er den anden kommet alt for langt væk følelsesmæssigt til, at det kan lade sig gøre.

Er separation en reel tænkepause?

I gennem de 17 år, jeg har behandlet skilsmissesager i Statsforvaltningen, er det ganske få tilfælde, hvor jeg har oplevet, at de som har valgt separationen, efterfølgende vælger at flytte sammen igen – for derved at annullere hele processen.
Retsvirkningerne af samlivsophævelsen sker allerede ved separationen og størstedelen oplever separationen som en besværliggørende forlængelse af en beslutning, der for længst er taget.
I 2013 valgte man lovgivningsmæssigt at tage konsekvenserne af denne udvikling og gjorde separationen frivillig. Det har bevirket, at et stigende antal vælger den fra.

Vi lever i en tid, hvor over halvdelen bliver skilt. For de som ikke selv har prøvet det, kan det komme til at lyde som ALT for mange, ligesom ”det jo er alt for let at blive skilt i dag”.

Det er min påstand, at ingen bliver skilt for sjov.

Det er benhårdt for alle implicerede. Og at tro, at man kan begrænse antallet af skilsmisser ved at genindføre en tvungen separationsperiode må bygge på manglende kendskab til denne del af virkeligheden.

Om der står separationsbevilling eller skilsmissebevilling på papirerne, har ingen indflydelse på, hvor hurtigt eller nemt, det er at blive skilt.

Ved at genindføre en tvungen separationsperiode og dermed hævde, at der heri ligger en reel tænkepause, opnår man alene at holde liv i falske forhåbninger hos børnene og den ”forladte” part. En situation der gør, at den nødvendige sorgbearbejdning ikke kan begynde – og den pinefulde situation trækkes i langdrag.

 

Børnenes håb

Men skylder vi ikke børnene at vi med en separationsperiode viser, at vi ikke bare uden videre har valgt at rive familien fra hinanden?

 Jeg har faciliteret grupper for skilsmissebørn siden 2004.

Der har jeg lyttet til et utal af børns oprigtige tanker og følelser omkring skilsmissen og noget af det sværeste for børnene er, at føle, at de sidder fast i en uafklaret situation.
Hvis man nu sagde, at separationsperioden var en reel tænkepause. Skulle børnene så gå rundt i uvished i en periode, og bruge vigtige ressourcer at få et liv til at hænge sammen, selvom man ikke aner om familien skal fortsætte sammen eller hver for sig?
Hvordan skal et barn kunne nå frem til en accept af en situation, som er uafklaret.  Hvor barnet ikke ved om familien samlet er købt eller solgt?
De fleste børn bliver et eller andet sted ved med at have en drøm, om at mor og far finder sammen igen. Men de ved godt, at det ikke sker og derfor kan de også nå frem til en accept af den nye familiekonstellation.
Så det er at stikke sig selv blår i øjnene at bilde sig selv ind, at det er for børnenes skyld at proceduren omkring skilsmissen skal gøres mere langstrakt og besværlig.

Brug ressourcerne på reelle behov

I stedet for at bruge kræfter på at drøfte noget så meningsløst som genindførelse af en tvungen separationsperiode, skulle politikerne bruge ressourcerne på at udtænke relevant hjælp til at familierne kommer godt igennem skilsmissen.

Hele familiesystemet er sat under pres når familien brydes op og for at undgå, at skilsmissen skal få alvorlige konsekvenser for børnene på den lange bane, burde alle sejl sættes til med hjælp til sorgbearbejdning for både børn og voksne.

En hjælp der skal bringe forældrenes samarbejde og kommunikation på ret køl igen.

5/2 2018, Advokat Birgitte Dejgaard

Økonomien stjæler fokus fra børnene

/i /af

 

Skilsmissen går ud over børnene

barn bisidder

Det værste ved skilsmissen er, at den går ud over børnene, som på ingen måde ønsker sig at familien skal splittes op i to.

Langt de fleste forældre har dog som deres erklærede mål, at skåne børnene så godt som overhovedet muligt.

Men!  Når det kommer til stykket er det dog alligevel de færreste, der som moderen, der i kærlighed til sit barn vælger at give det til den anden ”mor”, da det bliver klart, at Kong Salomons løsning på striden om barnet går ud på at hugge det over i to.

Vi kæmper for at få mest mulig tid sammen med vores børn og gør det vel fordi vi oprigtigt mener, at vi har det bedste at give.

Tidligere var det almindeligt, at børn fik bopæl hos mor og samvær med far hver anden weekend, måske lidt udvidet eller med en enkelt dag i den modsatte uge.
I takt med det stigende skilsmisseantal og fædrenes tiltagende deltagelse i børnenes opvækst, har lovgivning og praksis imidlertid ført os et andet sted hen.
Der aftales i dag i stort omfang deleordninger, ligesom der også lovgivningsmæssigt nu er skabt grundlag for at træffe afgørelse om samvær på op til halvdelen af tiden.

Men hvordan finder man så ud af, om en deleordning er den bedste for vores børn?
Sagen er, at der ofte spiller andet end hensynet til børnenes bedste ind, når beslutning om fordeling af tiden skal tages.
En ting er den dyrebare tid med børnene, man efter skilsmissen kommer til at give afkald på. Noget andet er de muligheder, der er for hjælp til forsørgelse af børnene.

Tilskud og bidrag

Som det er i dag, er det den, der formelt bliver registreret som bopælsforælder, der får tildelt ydelserne fra det offentlige.

Dvs. almindeligt børnetilskud på 1385 kr. pr.barn/kvartal og samlet ekstraordinært tilskud på 1412 kr./kvartal, uanset hvor mange børn der er, når blot man er enlig forsørger.

Hertil kommer børnebidrag fra den anden forælder, som fastsættes til normalbidraget på i alt 1333 kr/måned, hvoraf grundbeløbet på 1180 kr. forhøjes med hhv. 100/200 og 300% i takt med at bidragspligtiges indtægt stiger.

Hvis der imidlertid etableres en ordning, hvor børnene er stort set lige meget hos begge er der udgangspunktet, at der ikke pålægges børnebidragspligt. I praksis vil det sige at, hvis samværet er med mere end 6 overnatninger på en 14 dages periode, fastsættes der normalt ikke børnebidrag.

Det hænger sammen med, at man så forventer, at forældrene deles om forsørgelsen.

Økonomien har stor betydning

Det er selvfølgelig ikke uden betydning for de fremtidige etableringsmuligheder efter skilsmissen, hvilke økonomiske ressourcer, der er til rådighed.

Denne kendsgerning medfører, at der ofte under forældrenes kampe om børnene også ligger en velbegrundet kamp om økonomi.

Økonomi er i denne sammenhæng ikke et særligt sympatisk argument og derfor kommer det element til at ligge under overfladen af de argumenter, der i øvrigt bringes på banen for at få retten til børnenes bopæl og et samvær, der ligger over/under grænsen for, om der tildeles børnebidrag.
Når vi forsøger at løse konflikter mellem uenige forældre uden at forholde os til dette grundliggende element, så risikerer vi kun at opnå lappeløsninger, der holder for en stund.

Følelserne af at blive snydt eller af systemet uretfærdigt behandlet, ligger og ulmer og kan få en lille ubetydelig uenighed til at fremstå som endnu et eksempel på det umulige samarbejde.

Og det er præcis disse evindelige kampe, der udspiller sig åbenlyst eller ved iskold krig mellem forældrene, børnene ikke kan holde til i længden.

De har brug for at mærke, at der opstår et fredfyldt samarbejdsklima med en bro mellem mor og far, der er sikker at færdes på.

Lav aftaler om forsørgelsen

Så længe lovgivningen lægger op til denne skævhed mellem forældre, om man får status som bopælsforælder eller samværsforælder, vil jeg derfor stærkt anbefale, at fordeling af økonomien omkring børnene bliver taget med som et legitimt element, der selvfølgelig også skal tages stilling til i forbindelse med skilsmissen.

Når der er fundet en rimelig løsning på de økonomiske forhold, også omkring børnene, vil de fleste andre forhold falde på plads og det bliver igen muligt at have fokus på, hvordan man som forældre giver børnene, det de har brug for efter skilsmissen.

Birgitte Dejgaard, 6/10 2017

 

Skilsmissebørnenes åndehul

/i /af

Skilsmissen trækker ringe i vandet

I dag bliver mere end halvdelen af os skilt.

1/3 af danske børn har skilte forældre.

Men! Det store antal gør det ikke lettere for de implicerede. Skilsmissen medfører sorg og krise for både børn og voksne.

Dertil kommer alle dem, der står på sidelinjen.

Hvordan skal man forholde sig, når ens nærmeste bliver skilt?

Af frygt for at gøre det forkerte gør nogle ingenting – andre gør for meget og kommer med sin ”hjælpeiver” til at bære ved til det bål, der i forvejen brænder lystigt mellem det skilte par.

En sorgproces

Den sorgproces, som følger med efter skilsmissen er tung at komme igennem, men den er nødvendig for, at man før eller siden kommer ovenpå igen.

Når man ikke selv er direkte ramt af skilsmissen, gennemgår man ikke den proces og det kan være svært at følge med og forstå, hvordan ens datter, der for et par måneder siden erklærede sin eks. som psykopat, nu er villig til at lade børnene tage med ham på 14 dage sommerferie til Mallorca.

Måske fristes man i den situation til at udtrykke sin undren, verbalt eller nonverbalt og det kan godt være, at det umiddelbart giver god respons, diskret at minde sin datter om de mange kvaler, der er gået forud. Men det virker ikke fremmende for den helingsproces datteren gennemgår og slet ikke den nødvendige relation til den anden forælder, der er under opbygning.

Børn har antenner

Skilsmissebørnene fornemmer alt, hvad der er på spil i de voksnes verden.

Hvordan er stemningen? Hvad bliver der sagt? Hvordan lægges trygget i det, der bliver sagt?

Så ikke alene kan man komme til at bremse den naturlige sorgbearbejdning, der bringer skilte forældre tilbage til en fornuftig relation til hinanden, man kan også komme til at besværliggøre børnenes gode og nødvendige relation til begge forældre.

80:20

80 % af skilsmissebørn kommer godt videre efter fars og mors skilsmisse – dvs. Langt de fleste. Men der er stadig en stor del, der ikke gør.
Hvad er det så der gør forskellen?

Det er afgørende for børnene at forældrenes skænderier hører op og det er afgørende, at der er et netværk omkring børnene, der kan støtte op i en tid, hvor forældrene selv er for påvirkede af sorg og krise til at give dem den ekstra omsorg, de har brug for.

Der er mange stressende faktorer forbundet med skilsmissen for børnene.

Indgribende og grundlæggende tab i et barns liv samtidig med at barnet skal forholde sig til en helt ny tilværelse bestående af nye hjem, nye relationer, nye omgivelser….

Skilsmissen er også for børnene en sorg, som mange kommer til at gå alene med.

Det gør de fordi de ikke selv kommer og beder om hjælp, men forsøger at samarbejde og gøre deres for, at situationen mellem mor og far ikke forværres.
Børn har brug for hjælp og støtte i sorgen og de har brug for at kunne holde fri fra alt det, den nye hverdag fører med sig.

En konfliktfri zone

Det er her man som pårørende kan komme til at gøre en forskel.
Ved at tilbyde et fristed, hvor børnene kan snakke om det der er svært, uden at skulle tage hensyn til mor eller far, eller de kan lade være kan man være med til at udgøre lige netop den stødpude børnene har brug for. Det, der skal til for at skilsmissen ikke, for ikke bliver en ubearbejdet sorg eller krise, der sætter sig spor for altid.

Ved at tilbyde det fristed for skilsmissebørnene, har man givet den direkte berørte af skilsmissen tid og plads til sorgbearbejdning samtidig med, at man kan give lige nøjagtigt det børnene har brug for – et åndehul, hvor de ikke skal tage hensyn til den situation mor og far er havnet i.

August 2017

 

 

 

Hvordan hjælper jeg mit barn gennem skilsmissen

Skal børn høres, når mor og far bliver skilt?

/i /af

På den ene side, så er det ud fra stor respekt for barnet og dets muligheder for at have indflydelse på eget liv, når Haagerkonventionen og forældreansvarsloven foreskriver, at barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk….

Barnet skal ikke bruges som en brik i fars og mors kamp om at opnå mest mulig tid og indflydelse på dets liv. Det vigtigste er at nå frem til barnets behov, den bedst mulige løsning for barnet, som på ingen måde har ønsket sig skilsmissen. Så hvad er mere nærliggende end at høre barnet?

På den anden side, så er barnet så klemt i loyalitetskonflikten mellem mor og far, at det ikke er rimeligt at bede barnet direkte eller indirekte at forholde sig til sin egen situation. Barnet er udmærket klar over hvem af forældrene, der har ”sorgprivilegiet”, hvordan ”magtbalancen” er, og hvor lidt der skal til for at skubbe til en i forvejen ubehagelig situation. Barnet har brug for og elsker begge forældre og kæmper ubevidst for at opretholde tilknytningen til dem begge.

Hvordan skal børn høres?

Mange børn har i situationen opbygget strategier, der gør, at de er så gode til at vejre stemningen mellem mor og far, at de behændigt tilfører de ord og den adfærd, der skal til for at der ikke bliver rokket ved forholdet mellem mor og far efter skilsmissen. Det sker på bekostning af barnets evne til at mærke sig selv og sine egne behov.

Mange børn fortæller: ”Jeg bliver hele tiden spurgt, hvad vil du selv? Men jeg kan ikke finde ud af det”.

Så når børn bliver hørt af myndigheder, Retten, Statsforvaltningen og Kommunen, om barnets egne anliggender – kan vi da forvente, at barnet kan overskue situationen og ikke bare svarer det, der gør mindst ondt på den ene eller begge parter?
Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for den måde børnene bliver hørt på i disse sager. Det sker hensynsfuldt og med stor respekt for den situation barnet er i. Det er alt det udenom børnesamtalen, der er problematisk:

  • Hvad er der sket inden og hvad sker der efterfølgende?
  • Hvem passer på barnet og hvem sikrer sig, at det, der er blevet sagt nu også stemmer med barnets behov og ikke efterfølgende giver barnet problemer i relation til mor eller far?

Grupper for skilsmissebørn

Disse etiske overvejelser var drivkræften til at jeg i 2004 påbegyndte mit arbejde med grupper for skilsmissebørn. Her får barnet lov til at høre sin egen stemme i et frirum sammen med andre børn, uden barnet drages til ansvar for det, det har sagt. Barnet får hjælp til at få sat ord på, får mulighed for at dele tanker og følelser med andre i samme situation. Finder ud af, at deres oplevelser af skilsmissen er legitime og normale.

De går vejen sammen i gruppen og hjælper hinanden med at håndtere udfordringerne. De lytter til hinanden og får hjælp til at lytte til sig selv og få øje på egne ressourcer. Det giver håb for fremtiden og mod til at stå ved sig selv og sine egne behov. Det giver barnet styrke til at stå frem og sige sin mening om de emner, de bliver spurgt om af myndighederne – eller styrke til at lade være!

Slå bro til forældrenes verden

I mit arbejde med børn og skilsmisse er noget af det væsentligste, at forbinde den indsigt børnene selv har opnået, med den jeg har fået fra børnene i gruppen – til forældrene. Alle forældre vil deres børns bedste – men hvad er det? Kan det lade sig gøre at se igennem det slør af egne følelser og behov, der lægger sig ind foran de øjne, der kigger på ens børn?

For at den lettelse, indsigt og de styrkede ressourcer børnene får med sig fra gruppen ikke skal blive ved det, men også skal kunne føre til de ændringer, barnet måtte ønske sig, så bliver forældrene også inddraget. Først ved en forsamtale, hvor både barn og forældre bliver bekendt med rammen for gruppeforløbet. Hvad skal vi snakke om? Hvordan snakker vi om det? Og ikke om mindst fortroligheden som grundpræmis.

Forældrene får ikke at vide, af mig, hvad barnet har sagt. Barnet må gerne selv fortælle, men har også lov til at lade være.

Sidste gruppegang er forældrene med og børnene og jeg er sammen om at give væsentlig viden videre til forældrene. Gode råd til forældrene udviklet af børnene i fællesskab, hvordan har gruppeforløbet været og hvad kan forældrene gøre for fremadrettet at støtte deres børn.

Jeg har på denne måde faciliteret grupper igennem 14 år, 4 grupper om året. Det har givet mig en enorm indsigt i, hvordan skilsmissen opleves fra børnenes perspektiv og jeg har erfaret, hvor stor en lettelse og hvor meget et sådant gruppeforløb kan give.

Så ja, efter min mening, skal børn høres, men det skal være i et frirum, som ruster dem til at lade deres synspunkter komme til udtryk – eller lade være!

Børn og skilsmisse

Skilsmissens svære følelser

/i /af

Når vi danner par, gifter os og får børn – giver de fleste af os slip på det beskyttelsesværn vi har haft omkring de inderste følelser. Vi giver os hen til et andet menneske og gør det fordi vi tror og forventer, at denne kærlighed vil vare evigt.

Når det så alligevel går galt og vi bliver revet fra hinanden, uanset af hvilken grund, så er hjertet ubeskyttet og de smertefulde følelser af svigt, jalousi og tab flyder i en strøm, der kan være svær at standse.
I de værste tilfælde fører de voldsomme følelser til jalousidrab, ja endda i nogle tilfælde til mord af egne børn.

I 2016 gik det i Danmark ud over syv børn.

De tragiske konsekvenser af skilsmissens svære følelser er ikke et nyt fænomen.

Euripides´ Medea, som lige nu spilles på Århus teater, er en oldgammel fortælling om Medea, der forelsker sig i Jason og de bliver nødt til at flygte fra Kolchis til Korinth i Grækenland. Medea gør op med hele sin fortid og må endda slå sin egen bror ihjel for at følge sin store kærlighed.
Medea lider dog den forfærdelige skæbne, at Jason vælger at gifte sig med kongens noget yngre datter.
Overvældet af sin skæbne vælger Medea, den hårdeste straf for Jason, nemlig at slå deres to sønner ihjel.

Når svære følelser overskygger forældrerollen

Heldigvis hører det trods alt til sjældenheder, at skilsmissen leder til så katastrofale følger.
Men hvor har jeg dog ofte, i mit arbejde, mødt tilfælde, hvor et smertefuldt brud kommer til at udspille sig gennem børnene.

”Hvis du ikke vil have mig, så skal du heller ikke ”have ret til vores fælles børn”.

Den ellers instinktive evne, der følger med det at bliver forælder, til at beskytte sine børn mod alverdens sorger, bliver overskygget af følelserne af at være blevet forrådt af den, der fik uhindret adgang til det inderste.
Det er ikke altid så åbenlyst for en selv eller omgivelserne, hvad der er på spil, som i de tilfælde hvor hævnen bliver straffet med fængsel på livstid .
Derfor er det også langt sværere at skride ind overfor det tab, nogle børn må lide, af en værdifuld relation til den ene forælder.

Lovgivning

Fra lovgivers side gøres der tiltag bl.a. i form af chikanepakke – der rummer muligheder for automatisk erstatningssamvær, kontaktbevarende samvær, mulighed for at skele til samarbejds-/samværschikane i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær.
Men hvis den ene forælder virkeligt ikke i situationen formår at bakke om at børnene har kontakt med den anden forælder, så er der desværre ikke meget at stille op.

Børnenes virkelighed bliver den virkelighed de lever i og dagligt påvirkes af.

Der må i disse tilfælde skrides anderledes til værks.
Der må gøres et stykke forsoningsarbejde hos begge.

At tage imod hjælp

I nogle tilfælde er der brug for hjælp til at komme dertil, hvor man kan give så meget slip på sin bitterhed over, at det ikke gik som man drømte om. Ellers bliver det børnene, der kommer til at betale prisen.

Er du selv en del af en sådan trist historie eller er du vidne til en, så må du vove pelsen og tage imod eller pege på de muligheder, der er for hjælp.

Børnene skal ikke lide det omsorgssvigt, det er, at nægtes adgang til begge forældre.

 

 

Er skilsmisse en frihedsret?

/i /af

Omkring halvdelen af os danskere vælger at blive skilt.Det formelle er blevet nemt, det hele kan klares digitalt, derhjemmefra og der kræves ikke længere nogen særlig grund, for at kunne blive skilt med det samme.

Når det så i medierne og politisk skal boostes, hvor problematisk, det netop er, at så mange bliver skilt –  kan det komme til at lyde som om, det er blevet for let at blive skilt. Vi er for egoistiske, har ikke brug for hinanden længere, giver for let op, lever hele tiden for at optimere vores egen lykke, græsset er grønnere hos naboen…..

Min holdning er klar – INGEN bliver skilt for sjov!

Det er hårdt, opslidende arbejde, før under og efter en skilsmisse. Jeg er ikke fortaler for skilsmisser – og heller ikke for parforhold, der ikke er godt for de involverede. Jeg har i de 20 år, jeg har arbejdet med skilsmisse endnu ikke mødt nogen, for hvem, det var nemt at blive skilt.

Vejen ind i parforholdet og ægteskabet er let. Hjulpet godt på vej af forelskelse, det biologiske ur og fælles drømme – har vi retning lige ind i det, der stadig i vores samfund opfattes som det rigtige og normale, nemlig kernefamilien.

Er skilsmisse en frihedsret – eller en falliterklæring?

Når man efter alle tænkelige og utænkelige forsøg på at holde fast i drømmen om kernefamilien, er kommet dertil, hvor det netop at klamre sig til drømmen ikke længere er værdigt for nogen af de involverede – så er det en vej, som kan føles næsten ufremkommelig. Der er megen skamfuldhed og dårlig samvittighed forbundet med, at bryde familien op. Vi ser på os selv med særdeles kritiske øjne og mærker også omgivelsernes kritiske øjne. ”Nå så er I også blevet til nogen af dem, for hvem det ikke lykkedes.”

Vi ved godt, at skilsmissen sætter dybe spor hos alle implicerede – ikke mindst børnene.

Vi kan komme til at føle os utilstrækkelige, forkerte og som en fiasko, fordi vi ikke lever om til normen om kernefamilie. Det er også disse følelser, der plantes i vores børn.
Selvom det sker for SÅ mange, er det at blive skilt eller være skilt alligevel tabubelagt, for hvem har lyst til at skilte med, at man nu er havnet på ”B-holdet”. Det er ikke den slags nyheder, vi har lyst til at dele på de sociale medier eller underholde med i frokostpausen.

For ikke at falde helt ned i fiaskofølelsen, så prøver vi at bilde os selv ind, at det her så trods alt er en lykkelig skilsmisse, hvor vi alle er blevet gladere. Under facaden ligger ubearbejdede følelser af sorg over, alle de tab, der følger med skilsmissen. Af alle de tab er måske netop følelsen af ikke længere at være en del af en kernefamilie, det største! Og når skilsmissen skal have udseende af at være let og harmonisk, så vil det virke direkte paradoksalt at skulle bede om hjælp.

Bryd tabuet

Det kan være en del af forklaringen på, at det viser sig vanskeligere at komme så godt igennem skilsmissen, som vi havde regnet med. Vi vælger at lægge et slør hen over konsekvenserne af skilsmissen, for ikke at blive opdaget i at have fejlet. Det kan føre til, at vi kommer til at leve i en pseudotilværelse, hvor vi alligevel forsøger at levere det, den kernefamilie, vi måler os op af som succeskriterium.

Det var ikke det, der var hensigten med skilsmissen og for at vi kan komme til at tage den til os som den frihedsret, den er ifølge lovgivningen, er vi nødt til at få brudt tabuet. Få det gjort legitimt at tale om de udfordringer, der gik forud og følger med. På denne måde kan vi begynde at betragte skilsmissen som en livsovergang – der leder os videre til en anden måde at leve vores familieliv på.

Kernefamilien indeholder uendelig meget godt for de implicerede, så længe den lever op til de drømme og forventninger, vi gik ind i det med. Men i nogle tilfælde er det et urealistisk glansbillede. Så bliver den i stedet en skal, der holder os fast i et liv som ikke er godt for nogen, og det bliver en nødvendig overlevelseshandling at bryde ud, for at gå over i en anden fase af livet, som i den situation er bedre. Den overgang er forbundet med sorg over det tabte og krise, fordi vi bliver overvældet af følelser, regler og uopsættelige beslutninger. Det betyder ikke, at beslutningen var forkert. Hvis den nødvendige ekspedition vi har begivet os ud på, for ikke at komme til at sygne hen i en udslidt relation, skal komme til at lykkes – så har vi ikke brug for at blive set på af os selv, hinanden og andre med misbilligende øjne.

Det skal gøres legitimt at tale om skyldfølelse, skamfuldhed, dårlig samvittighed. At bede om og få den hjælp vi har brug. Hele systemet er i underskud for den empati, der skal til for at kunne hjælpe hinanden og ikke mindst vores børn – så der er brug for at få noget tilført udefra.

Hjælpen kommer ikke, når vi lader som om alt er perfekt.

Når vi står midt i overgangen mellem kernefamilien og den nye tilværelse – så er det ikke perfekt. Det er det ikke for nogen. Men for at vi skal kunne komme hele igennem denne krise eller livsovergang, så er vi nødt til at bryde tabuet og få fortalt om, hvor forfærdeligt det hele er i en periode og hvor meget vi alle har brug for en hjælpende hånd.
Ved at gøre det og tage imod den hjælp, der skal til, vil skilsmissen komme til at leve op til den frihed, vi bliver lovet og lover os selv.

Både børn og voksne vil kunne give slip på den byrde, de bærer rundt på bestående af, at følelsen af at have fejlet og være havnet på taber-holdet. Vi vil i stedet kunne se os selv og hinanden som ansvarlige mennesker, der handlede da det var nødvendigt. Og vi vil med lige stor ret, som de, der holder fast i kernefamilien, komme til at genindtage vores plads på ”A-holdet.”