Obligatorisk rådgivning i forbindelse med skilsmisse?

De politiske partier drøfter nu indførelsen af en obligatorisk rådgivning i forbindelse med skilsmissen

 

Obligatorisk vilkårsforhandling

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, alle de ressourcekrævende tiltag, der har været gjort siden jeg blev ansat i Statsamtet i 1997, med henblik på at forbedre det familieretlige system, læs effektivisere og økonomisere.

 

Indtil 2005 var det obligatorisk at skulle til en ”vilkårsforhandling” i Statsamtet for at blive separeret eller skilt.

Par, der søgte skilsmisse eller separation blev indkaldt til et møde, hvor de juridiske konsekvenser blev gennemgået. Det var nødvendigt at blive enige om vilkårene, for at Statsamtet kunne udstede bevilling – ellers måtte sagen i retten.
Derudover blev der, på mødet, vejledt om forældremyndighed, samvær og børnebidrag.
I langt størstedelen af sagerne blev parterne enige.
Måske kunne hver i sær have ønsket sig at optimere sin egen position, men med kendskab til regler og råd omkring børnene, så accepterede man et samlet resultat, hvor man havde myndigheden som en slags garant for, at det var rimeligt for alle parter og ikke mindst for børnene.

Frivilligt valg

Denne obligatoriske ”vilkårsforhandling” valgte man lovgivningsmæssigt fra 2005, at gøre frivillig – med det resultat, at kun en meget lille procentdel i dag vælger et møde i Statsforvaltningen.
De få, der gør oplever, et kort møde, hvor der godt nok vejledes om det juridiske, men rejser der sig spørgsmål til det, der virkeligt betyder noget, nemlig børnene, så udskydes disse til andre møder.

I stedet for at tage i mod det frivillige tilbud om møde i Statsforvaltningen, vælger i dag de fleste at blive skilt digitalt efter få klik på Statsforvaltningens hjemmeside og indbetaling af et gebyr.

Umiddelbart så nemt og ukompliceret, at mange glemmer at sætte sig ind i de juridiske, følelsesmæssige og psykologiske processer, der sætter i gang i forbindelse med en skilsmisse.

Skilsmissen er stadig tabubelagt og forbundet med grundlæggende følelser af skam, skyld og håbløshed. Det ønsker vi ikke at stå ved og derfor vælger de færreste at tage imod velmente tilbud om, ”den lidt mere besværlige”, hjælp i situationen.

Med støtte fra Staten og private fonde, har jeg har været med til at tilbyde næsten gratis tilbud om kurser og rådgivning til skilte, for der at konstatere, at det kun er et fåtal, der tager imod.

Er det for meget at kræve?

Ja, måske er det formynderisk at skulle tvinge forældre til rådgivning, men i visse situationer har man brug for, ikke selv at skulle forholde sig til, om man har brug for hjælp.

Jeg kan kun sige, at på baggrund af min erfaring, med tusindvis af vilkårsforhandlinger fra 1997-2005, så er der god fornuft i at indføre et obligatorisk møde i forbindelse med skilsmissen – som man også gør det i Norge.

Resultatet af, at man fjernede den obligatoriske vilkårsforhandling har været, at antallet af sager med konflikter mellem forældrene har eskaleret. Det være sig spørgsmål om børnebidrag, samvær og samarbejdet i det hele taget.

Den time til halvanden, forældrene brugte sammen til at få styr på det juridiske, praksis omkring samvær og gode råd til samarbejdet, var virkeligt godt givet ud.
Umiddelbart, var der måske en modvilje mod, at skulle konfronteres med den person, man ikke længere skulle leve sammen med.
Men når der ikke var nogen vej uden om, så gjorde man det, og kunne gå der fra med en afslutning på de vigtigste forhold omkring skilsmissen og ikke mindst børnene.
En kæmpe gave til sig selv, den anden og ikke mindst børnene.

Alternativet til at tage det møde, er for mange, at man ”hutler” sig igennem og lader alle de problemstillinger, der forholdsvis nemt kunne løses, udvikle sig til årelange konflikter, som systemet har meget svært ved at afhjælpe.

En kæmpe hjælp for børnene

Heldigvis kommer de fleste godt igennem en skilsmisse. Men for alle er skilsmissen en sorg og en krise, man for en stund har brug for hjælp til at komme igennem.

Når vi især tænker på skilsmissens største tabere, børnene, så gælder det om, at der så hurtigt som muligt bliver skabt et nyt fundament, de kan stå på, med en sikker bro mellem mor og far, som gør, at deres liv stadig hænger sammen.
Ved at give forældrene en lille håndsrækning i den sværeste tid, vil det blive nemmere og hurtigere at komme igennem og en opbygning af den nye hverdag kan begynde.

Et system, der træder i kraft per automatik

Når du får konstateret en alvorlig sygdom, stopper du ikke op og rynker på næsen af, at lægen sender dig videre til eksperter på sygehuset eller stiller spørgsmålstegn ved om det nu også er obligatorisk.
På samme måde, vil der kunne indføres en naturlighed i, at det system, der kender skilsmissens konsekvenser for familien, vil kunne give den nødvendige rådgivning, for at alle kommer godt videre.

Så ja, lad os komme tilbage til den obligatoriske ”rådgivning”, der bør indeholde både juridiske og psykologiske aspekter.

Jeg har ofte oplevet, at det er misforståelser omkring det juridiske eller det psykologiske forløb hos sig selv, den anden og børnene, der forstyrrer det nødvendige samarbejde efter en skilsmisse.

For nogle vil et enkelt rådgivningsmøde ikke være nok – og man kunne her igen overveje den norske model, hvor der efter det første obligatoriske møde tilbydes mægling – altså efterfølgende frivilligt forløb.

 

24.03.18 Birgitte Dejgaard

 

 

Ugifte samlevende

Mange vælger at leve ”papirløst”

Måske er det de høje skilsmissetal, den omstændighed, at man har prøvet ægteskabet, eller andre mere eller mindre bevidste valg, der gør at en del vælger at leve ”papirløst” sammen.

I 2017 var der 330.000 ugifte samlevende par i Danmark.
Det er selvfølgelig også en helt privat sag, som dog kan føre til utilsigtede økonomiske konsekvenser.
Mange tror fejlagtigt, at når man har levet sammen i en årrække, så er man sidestillet med dem, der lever i ægteskab… Men - sådan er det ikke!
Når man vælger at flytte sammen, er det naturligt nok ikke de økonomiske konsekvenser, der præger billedet, men som tiden går, bliver det vigtigt at forholde sig til de lidt mere ”barske” realiteter.
På mindst to væsentlige områder, adskiller det at leve sammen som ægtepar og som ugifte sig fra hinanden.

Det er når den ene dør og når man vælger at gå fra hinanden.

Arveretligt

Med den nyeste arvelovgivning, så er der taget hensyn til ønsket om at stille ugifte bedre end hidtil.

Det kræver dog, at der er oprettet testamente – ellers arver man intet!

Det kan give grimme overraskelser – især, hvis man har fælles børn.

Den længstlevende, der intet arver, kan blive nødt til at flytte fra hus og hjem og i det hele taget tilbyde børnene en noget ringere levestandard.  For selvom børnene arver den førstafdøde, så er de penge ikke tilgængelige før børnene er blevet voksne og kommer på således ikke børnene til gode i dagligdagen under deres opvækst.
Ved testamente kan man derimod, ved at begrænse børnenes arv efter førstafdøde, begunstige den længstlevende mest muligt og på denne måde sikre at den længstlevende fortsat økonomisk kan varetage børnenes opvækst.
Som ugifte bør man også overveje at tegne en krydslivsforsikring på hinanden, som igen er med til at sikre midler til den fortsatte forsørgelse af børnene.

I pensions- og forsikringssammenhæng behøver man ikke længere gøre noget specifikt, idet man nu fortolker klausulen ”nærmeste pårørende” som den samlever, man har fælles børn med eller har levet sammen med i ægteskabslignende forhold i mindst to år før dødsfaldet.

Samlivsophævelse

Lovgivningsmæssigt er man slet ikke stillet som gifte par og her skal nævnes en række områder, som kan give meget ubehagelige overraskelser.

Fælles hus

Hvis man har købt hus sammen, er det ikke så lige til, for den ene part at komme ud af samejet omkring huset. Man risikerer derfor at komme til at stå i en uafklaret situation i forhold til fælles hus, som kan ende med et salg på auktion.
Man bør derfor samtidigt med huskøbet få lavet en samejeoverenskomst, og i den have klare aftaler om, hvad man gør, hvis man går fra hinanden.

Hvem betaler hvad

Hvis det kun er den ene, der ejer det hus man bor i og man indretter sig sådan, at denne, betaler for de faste udgifter her til og den anden betaler for det daglige løbende forbrug, så kan man sige, at den anden indirekte med til at forøge friværdien i huset. En friværdi man ikke automatisk får andel i, hvis man går fra hinanden.

Hvem passer børnene

Når man vælger at få børn sammen, kan det let gå sådan, at den ene fortsætter med karrieren og den anden primært passer hus og hjem.

For den, der har været meldt mere eller mindre ud af arbejdsmarkedet kan situationen efter et samlivsbrud være vanskelig.

Jobmæssigt er man sakket bagud og har ikke de samme muligheder for at komme tilbage til en afbrudt karriere.

Der er heller ikke, som ved ægteskab, lovgivningsmæssig mulighed for at kræve at de indtjeningsmæssige forskelle kan udlignes ved, at der betales et bidrag.

Indbyrdes ”lån”

Når man lever sammen, så kan det være oplagt, at man udveksler penge indbyrdes.

Måske har den ene en opsparing, arv eller andet, som man vælger at lade indgå i den andens hus i form af et nyt køkken eller anden forbedring eller fx køb af ny bil.

Det kan være svært efterfølgende at bevise, at pengene er ydet som et lån, der skal tilbagebetales.

Summa summarum

Hvis man vælger at leve papirløst sammen, så skal man tænke sig ekstra godt om. Der er nok ikke større chance for at kærligheden varer evigt fordi man ikke gifter sig. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er en lovgivning, der samler op og sikrer en retfærdig afslutning på de gode år, man havde sammen.

Klumme i Vejle ugeavis, marts 2018

 

 

Skal vi i Statsforvaltningen?

For mange klinger ordet negativt

 

En ting er, at det kræver enorme ressourcer at kaste sig eller blive kastet ud i en skilsmisse, noget andet er, at man ikke har det mindste lyst til, at skulle blande Statsforvaltningen ind i en i forvejen sårbar situation.

Vi har hørt om mange kedelige historier fra Statsforvaltningen og set dokumentarudsendelser, som sætter fokus på en uheldig sagsbehandling.

Vi hører udtalelser som:

”De holder kun med mødrene. De tager ikke nok hensyn til børnene. De lytter for meget eller for lidt til børnene. De sætter sig ikke nok ind i sagerne. De er for langsomme. Ikke til at komme i kontakt med. Systemet er konfliktoptrappende….”

Velbegrundet skepsis?

Fra min praksis som ansat 17 år i statsforvaltningen og nu som advokat og rådgiver fra den anden side af skrivebordet, har jeg mødt et utal af komplicerede situationer, hvor det synes umuligt for forældre at nå til enighed om, børnenes hverdag efter skilsmissen.

Forældrenes værste følelser af frygt, skam og svigt kan sløre evnen til at holde fokus på børnenes behov for at have både mor og far i sit liv – også efter en skilsmisse.

Nogle slås med hinanden i årevis og graver sig længere og længere ned i en skyttegravskrig, med børnene i krigszonen, imellem sig.
I begge situationer er den instans, der skal søges hjælp hos – Statsforvaltningen.
Det siger sig selv, at de to vidt forskellige situationer, ikke skal håndteres på samme måde.

Alligevel er de tilbud, der findes i systemet, de samme – og naturligt nok resultaterne af svingende kvalitet.

Der bliver dog brugt enorme ressourcer på at udtænke nye tiltag i lovgivningen og selve sagsbehandlingssystemet.

Her kan nævnes:

Vægt på ligestillingen mellem mor og far

  • Inddragelse af børnenes perspektiv
  • Høring af børn i flere sager
  • Mulighed for indsats mod samarbejds- og samværschikane
  • Mulighed for fastsættelse af kontaktbevarende samvær, som skal sikre mod at den ene får held til at afbryde kontakten til den anden forælder

Virker de mange tiltag i praksis??

I en del sager gør de, men i de sager, hvor bølgerne går højest, er svaret desværre nej.
Systemet bygger på, at forældre skal have fælles forældremyndighed og kunne samarbejde.
Det er bare ikke altid muligt, hvorfor tilbuddene i en del tilfælde rammer skævt.

Det paradoksale er, at systemet er gearet til at hjælpe de mennesker, der har brug for en mindre håndsrækning til at få brikkerne i familiens nye puslespil til at falde på plads. Det er samtidig dem, der aller nødigst vil i berøring med systemet, fordi de gerne selv vil tage ansvaret og løse uenighederne.

For dem, der er i højkonflikt og som ikke formår at medvirke til samarbejde og samvær, er det nærmest umuligt at få de eksisterende tilbud til at række.
Sagerne kastes rundt mellem systemerne. Statsforvaltningen, kommunen og retten.
Og derfor kan der til en hver tid trækkes historier frem om et system, der gør mere skade end gavn.

Skal Statsforvaltningen nedlægges?

I erkendelse af systemets begrænsninger blev der for ca. et år siden fremsat forslag om et helt nyt system, hvor man i stedet for Statsforvaltningen indfører et familieretshus og en familiedomstol.

Når forældre beder om hjælp i systemet vil de ifølge forslaget indledningsvist blive screenet og vurderet efter konfliktniveau og omfang, så den hjælp der tilbydes, tilpasses behovet i stedet for, at alle puttes i én kasse.
Vi venter spændt på udfaldet af forhandlingerne om lovforslaget – og ikke mindst, effekterne af et helt anderledes system.

Aktuelt

Den aktuelle situation er, at det er Statsforvaltningen, der er rette myndighed, hvis man ikke selv kan nå til enighed om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Drejer det sig om forældremyndighed og børnenes bopæl er kompetencen dog begrænset til at holde møder, hvor der gøres ihærdige forsøg på at få forældrene til at opnå enighed. Lykkes det ikke, kan Statsforvaltningen ikke gøre andet end at sende sagen i retten.
Det er kun retten, der kan træffe afgørelse om forældremyndighed og børnenes bopæl.
Drejer det sig om samvær er det imidlertid Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse.

Klumme i Vejle Ugeavis, februar 2018