Tvungen separationsperiode?

I forbindelse med de aktuelle forhandlinger om en ny skilsmissereform rejses nu spørgsmålet om genindførelsen af et krav om separation forud for skilsmissen

Indtil 2013 var det et lovmæssigt krav for at kunne blive skilt, at man skulle være separeret i mindst et halvt år, med mindre der forelå dokumenteret vold eller utroskab.

Reglerne blev ændret og i takt med digitaliseringen er de formelle krav nu reduceret til få klik på Statsforvaltningens hjemmeside, 420 kr. og en underskrift med nøglekortet.
Den proces kan altså overstås på få minutter.

Beslutningen om skilsmissen

Betyder det så, at flere bliver skilt og at beslutningen om skilsmissen lettere kommer til at ligge i kølvandet af et ”ubetydeligt”skænderi?

Alle der har været igennem en skilsmisse ved, at èn ting er at formalia er hurtigt overstået, men noget helt andet at kalde selve skilsmissen for en forhastet beslutning.
Forud ligger for de fleste mange års forsøg på at redde forholdet.
Forsøg, der ender med, at man ikke ser anden udvej end at give op.

Skilsmissen er ofte asynkron

I de fleste tilfælde er det den ene part, der tager beslutningen om skilsmissen. En beslutning, den anden part er chokeret over og slet ikke enig i.
Det hænger sammen med, at den, der ender med at tage beslutningen tidligere har kæmpet hårdt for at få kærlighedsforholdet til fungere.
Der har måske været gjort forsøg på at finde tilbage til den intimitet, der var en gang, på at føle sig set og elsket – og i det hele taget få et parforhold, der rummede andet end et praktisk fællesskab.

”Lad os gå i parterapi. Lad os tage på kæresteweekend. Lad os gå til tango…”

Den anden part har ikke set behovet for ændringer og har afvist de ihærdige forsøg.
På et tidspunkt giver den, i denne situation, afviste part op og begynder ubevidst at afvikle sig følelsesmæssigt fra den anden. Det kan tage år. Den anden mærker nu, at alle forslag om forandring  og den evindelige kritik stopper. Det bliver taget til indtægt for, at ”utilfredsheden” er hørt op og alt er godt igen.
Derfor bliver overraskelsen så meget desto større den dag beskeden lyder: ”Jeg vil skilles!”
Parterne er vidt forskellige steder i deres sorgproces. Hvor den ene håber, at det kan blive godt igen, er den anden kommet alt for langt væk følelsesmæssigt til, at det kan lade sig gøre.

Er separation en reel tænkepause?

I gennem de 17 år, jeg har behandlet skilsmissesager i Statsforvaltningen, er det ganske få tilfælde, hvor jeg har oplevet, at de som har valgt separationen, efterfølgende vælger at flytte sammen igen - for derved at annullere hele processen.
Retsvirkningerne af samlivsophævelsen sker allerede ved separationen og størstedelen oplever separationen som en besværliggørende forlængelse af en beslutning, der for længst er taget.
I 2013 valgte man lovgivningsmæssigt at tage konsekvenserne af denne udvikling og gjorde separationen frivillig. Det har bevirket, at et stigende antal vælger den fra.

Vi lever i en tid, hvor over halvdelen bliver skilt. For de som ikke selv har prøvet det, kan det komme til at lyde som ALT for mange, ligesom ”det jo er alt for let at blive skilt i dag”.

Det er min påstand, at ingen bliver skilt for sjov.

Det er benhårdt for alle implicerede. Og at tro, at man kan begrænse antallet af skilsmisser ved at genindføre en tvungen separationsperiode må bygge på manglende kendskab til denne del af virkeligheden.

Om der står separationsbevilling eller skilsmissebevilling på papirerne, har ingen indflydelse på, hvor hurtigt eller nemt, det er at blive skilt.

Ved at genindføre en tvungen separationsperiode og dermed hævde, at der heri ligger en reel tænkepause, opnår man alene at holde liv i falske forhåbninger hos børnene og den ”forladte” part. En situation der gør, at den nødvendige sorgbearbejdning ikke kan begynde – og den pinefulde situation trækkes i langdrag.

 

Børnenes håb

Men skylder vi ikke børnene at vi med en separationsperiode viser, at vi ikke bare uden videre har valgt at rive familien fra hinanden?

 Jeg har faciliteret grupper for skilsmissebørn siden 2004.

Der har jeg lyttet til et utal af børns oprigtige tanker og følelser omkring skilsmissen og noget af det sværeste for børnene er, at føle, at de sidder fast i en uafklaret situation.
Hvis man nu sagde, at separationsperioden var en reel tænkepause. Skulle børnene så gå rundt i uvished i en periode, og bruge vigtige ressourcer at få et liv til at hænge sammen, selvom man ikke aner om familien skal fortsætte sammen eller hver for sig?
Hvordan skal et barn kunne nå frem til en accept af en situation, som er uafklaret.  Hvor barnet ikke ved om familien samlet er købt eller solgt?
De fleste børn bliver et eller andet sted ved med at have en drøm, om at mor og far finder sammen igen. Men de ved godt, at det ikke sker og derfor kan de også nå frem til en accept af den nye familiekonstellation.
Så det er at stikke sig selv blår i øjnene at bilde sig selv ind, at det er for børnenes skyld at proceduren omkring skilsmissen skal gøres mere langstrakt og besværlig.

Brug ressourcerne på reelle behov

I stedet for at bruge kræfter på at drøfte noget så meningsløst som genindførelse af en tvungen separationsperiode, skulle politikerne bruge ressourcerne på at udtænke relevant hjælp til at familierne kommer godt igennem skilsmissen.

Hele familiesystemet er sat under pres når familien brydes op og for at undgå, at skilsmissen skal få alvorlige konsekvenser for børnene på den lange bane, burde alle sejl sættes til med hjælp til sorgbearbejdning for både børn og voksne.

En hjælp der skal bringe forældrenes samarbejde og kommunikation på ret køl igen.

5/2 2018, Advokat Birgitte Dejgaard